Læserbreve

Sidste år blev 23 danske skibe udsat for piratangreb.
Disse overfald er desværre blevet en daglig risiko for danske søfolk. Specielt dem som besejler farvandene omkring Adenbugten.
Pirateri har været udbredt i Asien i mange år, men foregår nu i stadig stigende grad ud for Afrikas Horn. Somalia har været uden regering siden 1991 og er derfor en sikker havn for pirater. På det seneste er skibe blevet kapret længere og længere væk fra den somaliske kyst. Samtidig ved vi også, at både planlægning og strategi udføres af yderst professionelle bagmænd.

Det smalle farvand omkring Aden-bugten har enorm betydning for handlen mellem Europa og Asien samt udskibning af olie fra havnen i Jeddah i Saudi Arabien.
Sikkerhedssituationen i Adenbugten er derfor højt på dagsordnen i EU, hvorfor Unionen har besluttet at sende 100 officerer til Østafrika, hvor de skal træne officerer i det der skal blive til en egentlig somalisk regeringshær.

Formålet med EU-missionen er at gøre den somaliske hær slagkraftig og effektiv over for piraterne og deres bagmænd.
Vi bliver nødt til at skabe større stabilitet i Somalia, hvis vi skal komme pirateriet til livs. EU’s indsats vil ikke med det første kunne udrydde pirateriet fuldstændigt, men den vil vanskeliggøre tilværelsen for piraterne og sammen med den igangværende NATOoperation i området vil den være et væsentligt bidrag til øget sikkerhed i Adenbugten.
Danmark er en af verdens førende søfartsnationer, og søfarten er et af Danmarks vigtigste erhverv, når det gælder indtjening. Den danske forsvarsundtagelse forhindrer imidlertid, at Danmark kan deltage i EUmissionen i Somalia. Det er stærkt problematisk, at vi ikke selv kan være med til at skabe sikkerhed for vores egne søfolk, men må overlade det til de andre lande i EU. Vi bør derfor afskaffe den danske undtagelse på forsvarsområdet hurtigst muligt -andet kan vi ganske enkelt ikke være bekendt over for vores partnere i EU og over for de danske søfolk.

Euro-debatten er i det seneste par uger gået i selvsving, og nejsigerne vejrer morgenluft. Den sagesløse avislæser må få det indtryk, at det er to minutter i midnat for euroen. Heldigvis holder det ikke vand. Grækenlands problemer er selvskabte. Grækerne har slet og ret i en årrække levet over evne for lånte penge. Var det ikke for euroen, var Grækenland for længst gået fallit, og finanskrisen havde ført til en valutakrise med konkurrerende devalueringer. Resultat: Økonomisk usikkerhed, lavere vækst og større arbejdsløshed. I debatten har der været megen fokus på de 5.000 mia. kr., euro-landene har stillet som lånegaranti for Grækenland. Glem ikke, at der netop er tale om garantier. Pengene kommer kun til udbetaling, hvis situationen tilsiger det.

Imponerende størrelse
I givet fald vil der være tale om lån, hvor modtagerne betaler op til seks procent i rente. Lånetilsagnet af en imponerende størrelse, og et markant vidnesbyrd om, at eurolandene mener forsvaret af euroen alvorligt.
Det korte af det lange er, at euroen kommer styrket ud af krisen. Det skyldes især, at lande som Grækenland, Spanien og Portugal i øjeblikket gennemfører barske, men nødvendige budgetforbedringer. Dermed bliver der luget ud i de økonomiske unoder, som der blev set igennem fingre med under den økonomiske optur de seneste 10 år.
Euroen er bomstærk, og den bliver endnu stærkere. Danmark bør snarest se at komme med i samarbejdet om den fælles valuta. Først og sidst, fordi det vil give os medindflydelse på beslutninger af vital betydning for dansk økonomi og beskæftigelse.

Ulla Jessing tager fejl, når hun påstår, at euroen er skyld i alverdens ulykker (Inf. 3. maj). Havde Grækenland ikke været medlem af euroen, ville den græske drachma været brudt sammen, og landet ville være gået bankerot. Det ville for alvor have gjort tilværelsen usikker for millioner af grækere og havde medført chokbølger i hele verden, langt værre end det vi har oplevet i løbet af den seneste måned. Euroen betyder, at grækerne kan være sikre på, at deres opsparing ikke lige pludselig bliver værdiløs, sådan som det er sket i lande uden for euroen, hvor de mest grelle eksempler er Island og Ukraine.
Der er ingen – og har aldrig været – smutveje til at komme ud af den type problemer, som Grækenland står i. Devaluering eller trykning af flere pengesedler ville kun gøre problemerne værre. Medlemskab af euroen betyder derimod stabilitet og tryghed på lang sigt.
Tryghed for Grækenland, men så sandelig også for de øvrige europæiske økonomier.
Deri består den europæiske solidaritet. En græsk bankerot ville ramme os alle hårdt, og det er derfor umådeligt klogt, at eurolandene nu er rykket sammen for at redde den græske økonomi.

Europabevægelsen havde fornøjelsen af at være til stede ved SF’s landsmøde her i weekenden. At dømme efter aldersprofilen kunne mange af deltagerne formentlig synge med på den gamle 1968-slager af Skousen og Ingemann: »Det er dig , vi venter på Isabel – der er ikke noget, der begynder, før du kommer «. Men i dag er det SF, vi venter på , når det gælder en euro-afstemning – og ikke Lars Løkke, som Margrete Auken påstår i Inf. 24. ds. Det er afgørende, at alle ja-partierne i Folketinget anbefaler dansk deltagelse i euro’en. Hvis ikke, risikerer vi at tabe afstemningen – og så er en afskaffelse af undtagelsen skudt ud i en fjern fremtid.

Euroen har sat en stopper for valutaspekulation mod små valutaer. Den svenske krone var udsat for en sådan spekulation for knapt 20 år siden. Det havde negativ betydning for den svenske velfærd og gjorde ondt på de svagest stillede. Så selv om man kan finde hår i eurosuppen, hvis man tager de traditionelle SF-briller på , så ændrer det ikke ved, at euroen er et solidt bolværk i krisetider.

Det er euroen, som har gjort, at EU har et fundament til at komme ud af krisen og sikre fortsat vækst og velfærd. Vi kan godt forstå, at man som SF’er gerne vil ændre nogle af euro-samarbejdets prioriteringer, men det kan man kun gøre, hvis Danmark deltager i euroen.

Hvis Villy skal høres i euroland, så kræver det , han har en stemme, og den får han kun ved dansk medlemskab af euroen.

I weekenden holder SF landsmøde i Odense Kongrescenter. SF’s store forandring synliggøres nu, hvor landsmøderne i gymnastiksalen med fælles sovning i klasselokaler er afløst af fine rammer og dyre øl. Et emne, der sikkert ikke vil komme på dagsordenen er partiets holdning til de danske EU-forbehold, for her er der så meget slinger i valsen og mangel på mod, at partiledelsen gør alt for at lægge låg på en sådan debat. Heldigvis er der flere og flere i partiet, der ser EU som en politisk kampplads, hvor der også er mulighed for at arbejde for folkesocialistiske synspunkter. Derfor kan vi kun opfordre Villy til at lære af Pia, Margrete og Anne Grethe med efternavnene Olsen Dyhr, Auken og Holmsgaard. De tre SF’ere har nemlig med deres positive EUholdning fundet den retning SF’s forandringsproces bør fortsætte i, så Danmark kan blive fuldt og helt medlem af EU.

Vi må give regeringen, at den har en pointe, når den fremfører, at Danmark ikke har råd til at tabe endnu en EU-afstemning. Hvis det sker, er et opgør med forbeholdene skudt til hjørnespark i en længere årrække.
Tilbage står, at SF i den aktuelle situation har et stort ansvar. Hvis partiet drog konsekvensen af sin mere konstruktive holdninger til det europæiske samarbejde og sagde ja til euro’en, ville regeringen ikke kunne sno sig uden om en afstemning, og på tværs af Folketinget ville man stå samlet og sende et fælles signal til vælgerne om, at vi vil EU 100 procent.
SF’s uafklarede holdning til euro’en er noget af en gåde. Et hovedsynspunkt i den kursændring af Europapolitikken, som rorgængeren Gert Petersen lagde op til i 1980’ erne, var ønsket om at søge indflydelse, dengang i første række i forhold til miljø og udenrigspolitikken. Men er der noget område, hvor Danmark ville kunne få indflydelse, hvis vi deltog, er det netop den fælles valuta.
Her lever vi typisk op til de økonomiske krav, men har sat os selv uden for indflydelse i såvel eurogruppen som den europæiske Centralbank.

Den skeptiske indstilling i SF kan skyldes en forestilling om, at den fælles valuta er kapitalismens værk. Lidt polemisk kunne vi spørge, hvorfor er den danske kapitalisme altid hyggeligere for SF end den europæiske – og i givet fald burde SF også sige nej til det indre marked. Mere alvorligt kan man naturligvis altid diskutere, om de sociale og beskæftigelsesmæssige hensyn har fået den plads i eurosamarbejdet, der tilkommer dem.
Men er der behov for ændringer i konstruktionen, kan vi kun få indflydelsen til at gøre noget ved det ved at tage del i samarbejdet.
Forhåbentlig vil SF bruge weekendens landsmøde til at erkende, at det også i forhold til euro’en gælder, at man kun opnår indflydelse ved at tage del i samarbejdet.
Udviklingen af SF’s Europapolitik er et godt eksempel på, at følelserne trods alt kan vige for den sunde fornuft. Det er tid til, at SF melder sig fuldt ind i kampen og sørger for, at Danmark får tilbagekæmpet den indflydelse, som vi mister mere og mere.

Konsekvenserne af de danske EUforbehold vokser måned for måned. Men berøringsangste politikere med Lars Løkke Rasmussen i spidsen tør tilsyneladende ikke sende de elendige EU-forbehold til afstemning af frygt for vælgerne. En kindhest fra vælgerne er netop ikke, hvad en i forvejen presset statsminister har brug for. Specielt ikke i en tid da valgkampen forud for det forestående folketingsvalg er begyndt at tage form. I 1992 troede forbeholdenes ophavsmænd, Poul Nyrup Rasmussen og Holger K. Nielsen, at de havde fundet den smarte, skånsomme vej ud af Danmarks problemer efter det danske nej ved folkeafstemningen den 2/ 6 1992 om Danmarks tiltrædelse til Maastricht-traktaten.
Poul Nyrup Rasmussen og Holger K. Nielsens vej ud af den danske EU-krise var fire undtagelser for den danske deltagelse i det fremtidige samarbejde. Forbehold for euroen, forsvarssamarbejdet, de retlige og indre anliggender samt unionsborgerskabet.
I bagklogskabens skærende klare lys viser det sig, at kun forbeholdet om unionsborgerskabet var en god idé. Faktisk var ideen så god, at hele EU med vedtagelsen af Amsterdam-traktaten adopterede idéen.

Historien om de resterende forbehold er en sørgelig historie. Den nye Lissabon-traktat betyder, at retsforbeholdet nu også får virkning i forhold til det politi-og strafferetslige samarbejde, herunder bl. a. bekæmpelse af international kriminalitet og terror.
Det vil sige, at Danmark bliver smidt ud af Europol, og at Danmark ingen indflydelse får på terrorbekæmpelsen. Næppe et optimalt scenario for et land, som gerne vil føre en aktivistisk udenrigspolitik.
Den globale økonomiske krise kradser, og derfor øges de politiske omkostninger ved at stå uden for euro-samarbejdet. Når euro-gruppens finansministre beslutter hvordan EU’s økonomiske politik skal skrues sammen, er det uden Danmark. De andre lande, som står uden for euro-samarbejdet, må så acceptere euro-gruppens beslutninger, når de bliver lukket inden for i mødelokalet bagefter.
Der er i sandheden tale om en “take it or leave-ordning”, som danskerne indtil videre bare finder sig i. Værre bliver det af, at euro-gruppen i stigende grad er begyndt at tage andre politiske beslutninger, som vedrører EU’s udenrigspolitik og personspørgsmål, når vigtige poster skal besættes i EU-systemet.

Med hensyn til forsvarssamarbejdet bliver det danske forbehold fortsat mere surt. Siden krigen mod Saddam Hussein i 1990 har Danmark ført en fortsat mere aktivistisk udenrigspolitik. Derfor er forsvarsforbeholdet en rigtig ubehagelig klods om benet. Når Danmark er med til at vedtage politiske og militære aktioner i f. eks.
FN, er det ekstra ærgerligt, at Danmark alligevel må melde pas, når opgavernes praktiske udførelse bliver overladt til EU. F. eks. kan Danmark ikke deltage i bekæmpelsen af pirateri ud fra Afrikas Horn, som er en stor gene for mange danske søfolk. I virkeligheden er der tale om en flov situation, som må give ansvarlige politikere en smag af ufuldkommenhed i munden.
Konklusionen er krystalklar: Med opfindelsen af de danske EUforbehold fik datidens politikere ramt lige præcis de politikområder, hvor fremtiden skulle vise, at der ville komme størst politisk udvikling. Endda på politikområder, hvor det burde være i Danmarks interesse at øge det europæiske samarbejde.

Derfor er det uforståeligt, at nutidens ansvarlige politikere med statsministeren i spidsen er så berøringsangste for at sende de elendige EU-forbehold til folkeafstemning, når det er indlysende, at forbeholdene er dybt skadelige for danske interesser, økonomisk, politisk, kulturelt og menneskeligt.
Træd nu i karakter som statsmand, Lars Løkke. Glem folketingsvalget for en stund, og lad os få den folkeafstemning om en afskaffelse af EU-forbeholdene.

I denne weekend uddelte Europabevægelsen prisen som Årets Europæer til den tidligere formand for Europa-Parlamentet Pat Cox. Prisen er den højeste gunstbevisning på dansk grund for positivt europæisk engagement, og den karismatiske irer får prisen for sin formidable indsats i forbindelse med folkeafstemningen om Lissabontraktaten i Irland sidste år. Med det irske Ja blev vejen banet for, at traktaten kunne træde i kraft i december. Lissabon-traktaten åbner mulighed for et mere demokratisk og effektivt europæisk samarbejde.
Der var en mistrøstig stemning, da Irland stemte om forfatningstraktaten i juni 2008. Kombinationen af en upopulær regering og en forkølet og defensiv JAkampagne førte til en debat langt under gulvbrædderne. På den anden side stod en skruppelløs nej-kampagne, der bragte såvel dødsstraf som abort i spil -og endda gav EU skylden for de dræbte på Gaza-striben. Nej-resultatet var aldeles forudsigeligt.

Mens vi venter på en dansk folkeafstemning om afskaffelse af EU-undtagelserne, er det umagen værd at kaste et blik på den irske kampagne i efteråret -der er meget vi kan lære af de irske erfaringer. Først og sidst er budskabet fra Irland, hvor vigtigt det er med lokal forankring. Et stort antal af lokale landsdækkende JA-komiteer var med til at give kampagnen troværdighed, og ikke mindst med til at mobilisere lokale aktivister. Derudover var det helt afgørende, at en lang række kulturpersoner og intellektuelle aktivt deltog i kampagnen og viste deres støtte. Det rykkede især, at U2 udtrykte støtte til et JA. Der er intet land som Irland, der i den grad har haft gavn af EU-medlemskabet. Irland gik fra at være Vesteuropas fattigste land til i dag at være det rigeste, og endda i perioder mere velstående end Storbritannien. Det har erhvervslivet også forstået, og derfor var virksomheder og brancheorganisationer meget aktive i kampagnen.

I Danmark tør erhvervslivet og topchefer sjældent melde noget ud, som blot har det fjerneste med politik og slet ikke EU-politik at gøre, dog med Asger Aamund som befriende undtagelse. Med enkelte hæderlige undtagelser er situationen den samme, når det gælder det intellektuelle, akademiske og kulturelle miljø, hvor den gamle EF-modstand fra 1970’ erne stadig kaster sin slagskygge. Den irske JA-kampagne i efteråret 2009 kom ikke til at stå på mål for upopulære EU-politikker. Det var en offensiv kampagne, hvor man ikke var bange for at sige det lige ud, når EU-modstanderne brugte åbenlyse løgnagtige argumenter. Sjove og anderledes indslag var med til at give JA-sidens kampagne kolorit i stedet for at fortone sig i tørre traktater og juristeri. F.eks. organiserede » Ireland for Europe « en cykeltur rundt på øen med deltagere fra hele EU. Det var med til at vise at EU er andet end politik og tal, men også følelser og et kulturelt og menneskeligt fællesskab. Det kan vi lære af i Danmark.

Vagn Christensen skriver i JydskeVestkysten 1. april 2010, at vi har frihed til at vælge, hvad vi vil, fordi vi ikke er med i euroen. Det er en dyrekøbt frihed, som betyder, at der ikke er spændt et sikkerhedsnet ud under os, hvis vi skulle komme i økonomiske vanskeligheder.

Det er ikke mange år siden, at Danmark var i samme økonomiske vanskeligheder, som vi i dag omtaler i nedladende vendinger, når det drejer sig om Grækenland.

Havde vi ikke haft euroen, så havde EU set en bølge af devalueringer. Det løser naturligvis de økonomiske problemer på kort sigt, men det fjerner ikke problemerne på lang sigt. Den økonomiske krise i Grækenland betyder derfor, at landet er nødt til at lave gennemgribende reformer, og ikke blot nøjes med at sende problemerne midlertidigt videre ved hjælp af en devaluering.

Henrik Johansen spørger i JydskeVestkysten den 27. marts, hvorfor Europa-Kommissionen stiller krav til dansk økonomistyring, nu når vi ikke er med i euroen og ØMUen.

Sagen er, at Danmark sådan set er med i euroen, idet vi har forpligtet os til at overholde alle kravene til euromedlemskabet, og føre fastkurspolitik overfor euroen. For en lille økonomi som den danske er det helt afgørende at være tæt knyttet til en stor valuta, da det sikrer os mod spekulation mod kronen. Det har svenskerne lært på den hårde måde, eftersom den svenske krone er raslet ned i værdi under finanskrisen.

Danmarks besynderlige forhold til den fælles europæiske valuta betyder, at vi ikke har nogen som helst indflydelse på den politik, som føres i euroland. Den eneste løsning på problemet er derfor, at vi afskaffer euroforbeholdet hurtigst muligt ved en folkeafstemning.

Medlem af Europa-Parlamentet Morten Messerschmidt (DF) kalder mig i Kristeligt Dagblad den 13. marts et levn fra fortiden, fordi jeg insisterer på, at EU-undtagelserne bør afskaffes. Jeg lover, at jeg nok skal holde op med at diskutere undtagelserne, men først den dag, de er afskaffet.

Sagen er, at det er undtagelserne, der er et levn fra fortiden. Det undrer mig, at en så ung og velbegavet politiker som Morten Messerschmidt er så reaktionær. Med en energi, der var en bedre sag værdig, vedbliver Messerschmidt med at forsvare undtagelserne.

Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at Messerschmidt støtter pirateriet ud for Afrikas Horn. For en af konsekvenserne af forsvarsundtagelsen er, at Danmark ikke kan deltage i bekæmpelsen af det omsiggribende pirateri.

Danmark er verdens største søfartsnation, og derfor er det i høj grad i Danmarks og danske søfolks interesse, at farvandet omkring Adenbugten er sikkert. Konsekvensen af det retlige forbehold er lige så ubehagelig, nemlig at vi ikke kan medvirke i kampen mod terror eller bekæmpelsen af international menneskehandel.

Euro-undtagelsen betyder, at Danmark ikke kan deltage i det vigtigste forum for politisk-økonomiske diskussioner – også når det gælder kampen mod den alt for høje arbejdsløshed, nemlig euro-gruppen af finansministre. Danmark siger ja tak til alle de økonomiske forpligtelser i euro-samarbejdet – men nej tak til indflydelsen. Det hænger ikke sammen, Messerschmidt!

Dansk Folkeparti har slået sig op på at være arvtageren til Hedtofts og H.C. Hansens socialdemokrati. Folkepartiet lægger vægt på, at partiet tager vare på de svageste befolkningsgrupper.

Men Dansk Folkeparti glemmer helt udenrigspolitikken, og at Socialdemokraterne traditionelt har stået vagt om Danmarks deltagelse i de euro-atlantiske strukturer.

Det er uværdigt, at Dansk Folkeparti på denne måde spiller hasard med dansk europapolitik. Partiet kan godt skyde en hvid pil efter alle drømmene om ministerbiler, så længe det ikke ansvarligt og konstruktivt tager udgangspunkt i, at Danmark har en vital politisk, økonomisk, kulturel og menneskelig interesse i at være en del af det europæiske samarbejde – kald det bare EU.

Lene Espersen (K) er måske den danske politiker, der har størst gennemslagskraft. Oppositionen skal prise sig lykkelig for, at det ikke er Lene Espersen, der står i spidsen for den borgerlige regering ved næste valg.

Netop derfor er det glædeligt, at den nye udenrigsminister har valgt at gøre EU til en mærkesag, jævnfør Espersens udtalelse ved sin tiltræden: Vi vil, at Europa skal tale med én stemme. Det skal vi konstant arbejde for. Og herhjemme skal alle ministre og alle andre altid tænke Europa, når de laver deres politik.

Man skal kende Lene Espersen meget dårligt, hvis man tror, at dén udtalelse ikke ville blive fulgt op med handlen. Og ganske rigtigt: Nogle få dage senere slog ministeren til lyd for én folkeafstemning om afskaffelse af alle EU-undtagelserne. En udtalelse, der klogt efterfølgende blev bakket af statsministeren.

Udmeldingen bør hilses velkommen af alle, der er optaget af Danmarks rolle i Europa. Naturligvis har den enkelte undtagelse sin særlige historie: Euro-undtagelsen betyder, at Danmark mister indflydelse på den økonomiske politik i Europa, retsundtagelsen, at Danmark er koblet af samarbejdet imod international kriminalitet og terrorisme og forsvarsforbeholdet, at Danmark må trække sig fra fredsbevarende og humanitære operationer, når det er EU og ikke Nato, der leder dem.

Men det afgørende er, at undtagelserne samlet set placerer Danmark som et B-medlem i det europæiske samarbejde – helt ude på sidesporet. Det strider mod vitale danske politiske, økonomiske, kulturelle og menneskelige interesser. Med én samlet afstemning kan vi langt om længe få debatten om, hvad vi vil med Danmark i Europa. Temaet for en sådan afstemning vil naturligt blive: Ønsker vi, at Danmark skal være helt og fuldt med i det europæiske samarbejde – eller ønsker vi at melde os ud af EU? Derfor er Espersens melding om en samlet afstemning helt rigtig.

Jeg kan forsikre, at inden for 24 timer efter, at statsministeren har bekendtgjort afstemningsdatoen, er Europabevægelsen klar til at føre ja-kampagne.

En afstemning om de danske undtagelser bliver ikke aktuel i denne regeringsperiode ifølge det nye regeringsgrundlag. Europabevægelsen beklager dette dybt, især fordi der er et massivt befolkningsflertal for at afskaffe de danske undtagelser ifølge den seneste meningsmåling fra Greens.

De danske forbehold bliver stadig mere belastende for Danmark.

Den økonomiske krise har endda forstærket argumenterne for at blive en del af euro-samarbejdet, og på det retslige område bliver Danmark helt hægtet af.

Med statsminister Lars Løkkes beslutning om at fjerne EU fra regeringsgrundlaget, har han indledt en lang og perspektivløs ørkenvandring. Vi opfordrer statsministeren til at genoverveje regeringsgrundlaget og udskrive en folkeafstemning om afskaffelse af de danske forbehold.

Vist er det festligt og spændende med en ny regering – det er holdet, der skal føre regeringen frem til næste valg.

Men det er både beklageligt og stærkt kritisabelt, at statsminister Lars Løkke Rasmussen forpassede chancen for en europaminister.

Danmark har brug for en europaminister, og EU har brug for, at Danmark tager Unionen seriøst.

Europa udvikler sig i disse år i højeste gear – med Danmark på sidelinjen.

En europaministers vigtigste opgave ville være at bidrage til, at Danmark fik den grundlæggende debat om Danmark og det europæiske samarbejde, som vi aldrig har taget hul på. Både ja-og nejsigere er enige om, at det demokratisk set er betænkeligt, at EU-politik så sjældent er på den hjemlige politiske dagsorden.

En europaminister vil kunne sætte fokus på konsekvenserne af de danske EU-forbehold. Forbeholdene over for den fælles valuta, forsvaret og det retlige samarbejde er i stigende grad en klods om benet for Danmark. Med Lissabontraktatens ikrafttræden i december er det retlige samarbejde blevet overnationalt, hvorfor forbeholdet vil slå igennem med fuld kraft – dvs. vi vil ikke kunne deltage i bekæmpelsen af terror, international kriminalitet og menneskehandel.

Og finanskrisen betyder, at prisen for euro-forbeholdet er blevet dramatisk forøget.

De ulyksalige forbehold svækker kort sagt Danmark, og hvis vi ikke snart kommer på banen, risikerer vi at blive sejlet agterud i EU-samarbejdet.

Embedsmandsvælde
Regeringen lovede efter valget i 2007, at den i indeværende periode ville udskrive en afstemning om afskaffelse af forbeholdene.

Den afstemning kan vi åbenbart kigge i vejviseren efter. Det mindste, statsministeren kunne have gjort, var at udpege en europaminister, som vil kunne forberede en sådan folkeafstemning i næste valgperiode.

Hertil kommer, at en europaminister vil kunne fremme Danmarks interesser i EU. Under det danske formandskab i sin tid demonstrerede vi, at også et lille land kan være afgørende i at forhandle store og komplicerede aftaler på plads. Derfor bør Lars Løkke Rasmussen opfinde sig selv som europæer.

Udnævnelsen af en europaminister vil bidrage til en demokratisering af EU-systemet, der ofte opleves som et embedsmandsvælde.

En minister for europaspørgsmål kan i modsætning til en embedsmand forklare og forsvare sig i forhold til Folketinget og offentligheden, der jo ikke kan diskutere med en embedsmand.

Baggrunden for, at regeringen har valgt at udskyde opgøret om de danske EU-forbehold, er tilsyneladende indenrigspolitisk, hvor den frygter at se vælgerne i øjnene i disse spørgsmål samt ønsket om ikke at irritere regeringens parlamentariske grundlag, Dansk Folkeparti.

Netop på den baggrund ville oprettelsen af et dansk europaministerium have været et stærkt signal om, at regeringen trods alt tillægger Europa stor betydning.

Det kan stadig nås.

Frank Dahlgaard skriver 17. februar 2010, at det ville være en »elegant løsning for Grækenland at devaluere«. Mon Dahlgaard også mener, at 1970’ ernes økonomiske politik med talrige devalueringer var elegant? Det eneste, der for alvor løser de problemer, som Grækenland står i, er økonomiske reformer. Det er netop det, Grækenland går i gang med nu. Sverige og Storbritannien står helt uden for euroen, og begge lande har devalueret deres valuta. Det har ikke løst noget som helst for de to lande. I Sverige er Saab og Volvo ved at gå konkurs, og i Storbritannien stiger arbejdsløsheden med en galoperende hastighed. Lad os derfor få en afstemning om deltagelse i euroen hurtigst muligt.

Forsvarsminister Søren Gade har taget et ‘time out’ fra lækagerne i forsvarsministeriet og givet sig tid til at kommentere den tyske udenrigsminister Westerwelles tanker om en såkaldt Europahær. Gade skyder tanken ned med henvisning til, at EU ikke skal bestemme over danske soldaters gøren og laden. Men det er ikke, hvad der ligger i den tyske udenrigsministers tanker – og EU vil ikke komme til at bestemme, hvortil danske eller franske, britiske eller tyske soldater skal udsendes.

Derimod er der behov for, at vi også på dansk grund tager en drøftelse af kernen i Westerwelles udtalelser, nemlig hvorledes Europa kan spille en mere aktiv og konstruktiv rolle på den internationale scene. Behovet er oplagt, ikke mindst efter at præsident Obama har aflyst sin deltagelse i EU-topmødet til maj.

Den amerikanske præsidents budskab er ikke til at tage fejl af: USA gider ikke bruge mere tid på europæisk snik-snak, medmindre EU kan bidrage til løsningen af de store internationale udfordringer: Mellemøsten, Afghanistan-Pakistan og Iran.

Vi har fra europæisk side en klar interesse i at finde fælles fodslag: Vi deler værdier i Europa og har et langt stykke ad vejen fælles interesser, f.eks når det gælder forsyningen med energi. De opgaver, vi skal bidrage til løsningen af, er også til at få øje på: forholdet til Rusland, spredning af masseødelæggelsesvåben og det globale klima – for blot at nævne nogle stykker.

Styrk samarbejdet
Det er oplagt, at de instrumenter vi skal spille på fra EU’s side, i første række er af blød karakter, dvs. politiske, diplomatiske og økonomiske. Men der vil også være behov for, at vi ind i mellem stiller op med militære midler, f.eks i krise- og konfliktsituationer, eller hvor der er behov for at afværge en humanitær katastrofe, som vi har set det i Congo.

I den forbindelse er det oplagt at styrke forsvarssamarbejdet i EU. Det er anslået, at EU betaler ca. halvdelen af, hvad amerikanerne betaler til deres forsvar – men vi får kun 10 procents kapacitet ud af investeringen, fordi vi har 27 forskellige forsvar og ikke blot ét som amerikanerne. Der er med andre ord betydelige stordriftsfordele at hente ved at styrke forsvarssamarbejdet – kald det bare en Europahær. Det hører med i billedet, at der hverken politisk eller økonomisk er grundlag for øjede forsvarsudgifter.

Når forsvarsministeren reagerer som han gør, hænger det givetvis sammen med, at de danske nej-sigere med store succes har kunnet bruge skræmmebilledet ‘Europahær’ i deres agitation mod Unionen. Men det må ikke føre til, at vi ja-sigere fører strudsepolitik og viger tilbage fra en debat om de store udfordringer Europa står overfor på den globale scene.

Euroen er den nye græske tragedie, lyder det, men sandheden er, at havde det ikke været for euroen, var flere af de europæiske lande gået bankerot. Mens det britiske pund har oplevet sit mest markante fald siden 1930 (cirka 30 procent på et år), har euroen forhindret, at finanskrisen har udviklet sig til en valutakrise.

Euroen har sikret EU mod den totale katastrofe og skabt grundlaget for, at EU forholdsvis hurtigt vil opleve vækst igen og ikke stagflation som i 1970’erne, der også drev den danske økonomi mod afgrunden.

Visionen om et stærkt EU, der gør sig godt på den globale scene, hvad end det er som miljø- og energipolitisk frontkæmper, som fredsskaber, som global frihandelsfortaler eller som værdipolitisk aktør ville have lidt et gevaldigt knæk, hvis et eller flere medlemslande var faldet sammen på grund af krisen.

Et EU, som end ikke kan holde sikkerhedsnettet udspændt under egne medlemmer, ville have været en stækket fugl i international sammenhæng.

I den forbindelse er det paradoksalt, at der fortsat er så stor modstand mod euroen. Under den nuværende finanskrise har euroen netop vist sit værd. Det er en stærk og holdbar valuta, der kan holde til det globale pres, selv i en krisesituation.

Vi kan konstatere, at den voldsomme økonomiske krise, vi oplever nu, er mere skræmmende, end selv de mest fantasifulde jubeleuropæere kunne forestille sig under afstemningen i år 2000. Men det afholder ikke modstanderne fra at fortsætte deres kamp mod euroen.

Selv for EU- og euro-modstanderne i SF bør det nu stå lysende klart, at euroen gør EU stærkere. SF’s søsterparti i Tyskland taler helt åbent om euroen som et solidarisk projekt og enforudsætning for, at EU kan agere aktivt på globalt plan. Så hvorfor nøler SF’s formand, Villy Søvndal? Og hvorfor nøler mange andre danskere, når debatten om dansk deltagelse i euroen kun bliver mere aktualiseret af den økonomiske situation, vi står i?

Det er klart, at den græske økonomi i dag står over for voldsomme reformer. Meget lig dem, som den danske økonomi skulle gennem i 1980’erne, hvor vores fastkurspolitik og tætte tilknytning til den tyske D-mark var en væsentlig del af redningsplanen. Men selv berettigede bekymringer for grækernes svære situation berettiger ikke til generel modstand mod euroen.

SF’s lunkne holdning til euroen er for os noget af en gåde. Et hovedsynspunkt i den kursændring af europapolitikken, som den store rorgænger, Gert Petersen, lagde op til i 1980’erne, var ønsket om at søge indflydelse, dengang i første række i forhold til miljø- og udenrigspolitikken.

Naturligvis kan man altid diskutere, om de sociale og beskæftigelsesmæssige hensyn har fået den plads i euro-samarbejdet, der tilkommer dem. Men hvis SF mener, at der er behov for ændringer i konstruktionen, så kan de kun få indflydelsen til at gøre noget ved det ved at tage del i samarbejdet.

Det er helt afgørende, at alle ansvarlige partier tager aktivt, konstruktivt og helhjertet del i kampagnen for, at Danmark kommer med i euroen. Spørgsmålet er så vigtigt for Danmarks fremtid, at der ikke er plads til, at SF eller andre sidder på hænderne for at opnå en kortsigtet politisk gevinst.

Ved afstemningen tilbage i år 2000 blev det ofte fremhævet, hvor vigtigt det er at Danmark sidder med ved bordet. Det blev en slidt kliché, som mange tilhængere til sidst havde svært ved at udtale uden at flakke med øjnene, for det fremstod verdensfjernt: Hvad var det i hele taget for et bord, der blev talt om?

Vi ved nu, hvor bordet står, og hvem der sidder omkring det. Omkring det runde bord sidder euro-gruppen, der har fået en indflydelse, som de færreste kunne forestille sig for 10 år siden. Flere gange har gruppen holdt møder forud for vigtige møder i EU-kredsen og dermed fastlagt den politiske kurs, inden de resterende lande har sat sig til bordet.

Tidligere var frygten for at miste dansk indflydelse blot en forestilling. I dag er den dybt reel og bekymrende.

Ja-siden har været bange for sin egen skygge og for anklagerne om at føre skræmmekampagne, mens nej-siden har kunnet føre befolkningen bag lyset ved at underdrive den reelle danske marginalisering som følge af vore undtagelser.

Hvad enten vi taler om det fælles forsvar, det retlige samarbejde eller den økonomiske politik, så taber Danmark i dag indflydelse i EU med en hastighed, som vi ikke tidligere har set magen til.

Så længe vi står uden for euroen, fører Danmark en pengepolitik, vi ikke selv er med til at bestemme. Den selvbestemmelse, vi har i dag, består i at holde kronekursen stabil over for euroen, intet andet. Hvis vi derimod var fuldt medlem, ville Danmark blive repræsenteret i Den Europæiske Centralbanks styrelsesråd og dermed få indflydelse på den førte pengepolitik.

Særligt betydningsfuldt er det dog, at Danmark også ville blive medlem af euro-gruppen, hvori vigtige drøftelser og i praksis også beslutninger finder sted om Europas økonomi, beskæftigelsespolitik og så videre. Med Lissabon-traktaten, der trådte i kraft i sidste måned, er euro-gruppen blevet yderligere styrket, blandt andet øges omfanget af beslutninger, som alene træffes af euro-landene.

Der er næppe tvivl om, at euro-landene fremover vil forstærke deres politiske samarbejde yderligere – også på områder, der ikke er snævert knyttet til euroen. Euro-gruppen er i dag fast repræsenteret ved møder i G8-kredsen. Eurogruppens faste formand, Jean-Claude Juncker, mødes regelmæssigt med internationale samarbejdspartnere.

Hidtil har det lydt, at Danmark har så solid en økonomi, at vi ikke behøver at binde os yderligere til euroen. Det er nærmest blevet præsenteret, som om det var euroen, der var bundet til kronen – og ikke omvendt. Økonomisk uføre er imidlertid også blevet hverdag i de nordiske lande.

Island er det ekstreme eksempel på, hvor galt det kan gå i selv et af verdens rigeste lande. Et andet og mere sammenligneligt eksempel er Sverige. Den svenske krone er raslet ned. Landet har i praksis foretaget en devaluering. Det har imidlertid ikke hjulpet på den svenske økonomi. Arbejdsløsheden er fortsat høj, og hæderkronede svenske virksomheder som Saab og Volvo er ved at lukke. Derudover er prisen på udenlandske varer steget, noget, som de svenske forbrugere mærker daglig.

Finanskrisen har sat kronen under pres. Nationalbanken har været nødsaget til at hæve renten for at forsvare Danmarks fastkurspolitik. Det er netop i krisetider, at de økonomiske omkostninger ved at stå uden for euroen er størst. I perioder betaler vi op til 1,5 procent mere i rente for at låne penge, end hvis vi havde været med i euroen. Den høje rente har både stor betydning for virksomheder og almindelige danske lønmodtagere.

Af en analyse foretaget af Dansk Metal for nylig fremgår det, at nye boligejere med et boliglån på tre millioner kroner samt bil- og forbrugslån for 300.000 kroner har betalt over 5000 kroner mere i rente, end de ellers ville have gjort. For mange svarer det til den årlige lønstigning.

Euroen er på ingen måde en græsk tragedie. Men den danske euro-modstand minder mere og mere om et sisyfosarbejde, som ingen vegne fører os. Hvad enten vi taler økonomi eller politik, så har vi ikke råd til at stå uden for euroen.

Den romerske statsmand Julius Cæsar sagde engang, at et tabt slag kan vindes igen, men tabt tid kommer aldrig tilbage. Mens Danmark taber kostbar tid, penge og politisk indflydelse ved at stå uden for euroen, er Estland parat til at skifte sin valuta kroon ud med euroen. Dermed bliver Estland det 17. medlemsland i euroen. Estland har ført en overordentlig disciplineret økonomisk politik. Det baltiske land har formået at holde budgetunderskud, offentlig gæld og inflation på et lavt niveau. Estisk medlemskab af euroen vurderes at ville styrke Estland som investeringsland. Når Danmark står uden for euroen, høster vi ikke de økonomiske fordele ved euroen. Vi mister også i stigende grad politisk indflydelse. Jeg synes, vi skal og bør blive medlem af euroen. Vi har en lille økonomi, og vi bør søge alliancer. Euroen er verdens stærkeste valuta. Vi er savnet i euro-samarbejdet

Med sit indlæg i Berlingske 4. december undergraver Karen Jespersen (V) Statsministerens forsøg på at undgå debatten om konsekvenserne af det danske retsforbehold. Nu er figenbladet blevet så lille at selv snoede ben ikke kan skjule, at Dansk Folkepartis EU-politik er ved at være Regeringens. Regeringen fører sig frem som stålsatte garanter for et trygt retssamfund. Derfor undrer det os, at Statsministeren ikke mener, Danmark skal deltage i det europæiske politisamarbejde. Nu lægger Karen Jespersen endda op til, at hendes regering skal sabotere det tættere politi- og retslige samarbejde, det såkaldte Stockholm-program. Det handler bl.a. om, hvordan vi letter opklaringen af forbrydelser på tværs af grænserne og efterfølgende retsforfølger forbryderne. Ingen medlemslande plæderer for åbne grænser, og selve Stockholm-programmet indeholder en lang række forslag til styrkelse af grænsekontrol, kontrol med indvandring og asyl samt skærpet kontrol med misbrug på arbejdsmarkedet.

Margrete Auken og Emilie Turunen, begge MEP for SF, forsøger her i avisen 4.12. at imødegå min kritik af SF’s modstand mod at afskaffe euroforbeholdet, der hvert år koster danskerne bunker af skattekroner pga. rentespændet og Nationalbankens mange støtteopkøb. Det gør de to SF’ere ikke særlig godt. De henviser til Statsministerens åbningstale fra oktober, hvori han konstaterer, at ”i øjeblikket” opfylder Danmark ikke de økonomiske forudsætninger for at indtræde i eurosamarbejdet. Men de glemmer, at Statsministeren i november indkaldte partierne til en drøftelse af en afskaffelse af alle forbeholdene. I den forbindelse sagde SF nej tak til at afskaffe euroforbeholdet. Skurken i dansk EU-politik er og bliver SF, der siden sin anbefaling af et nej til Maastricht-traktaten ved folkeafstemningen i 1992 har blokeret for en konstruktiv dansk medvirken i det fantastiske europæiske projekt for fred, frihed og fremgang, som EU er

At Dansk Folkeparti er både manipulatorisk og dobbeltmoralsk, er vi adskillige, som længe har været klar over. Men at det skulle antage så gigantiske dimensioner, som tilfældet har været på det seneste, overgår trods alt de flestes vildeste forestillinger. Jeg tænker her først og fremmest på partiets modstand mod ophævelsen af det retlige EU-forbehold. For selv om det er kendt, at DF siger nej til alt, som kommer fra EU – uanset hvor gavnligt og sagligt begrundet det måtte være – kan alle tænkende mennesker med egne øjne konstatere, at DF i realiteten støtter og fremmer kriminalitet her i landet. For med Lissabon-traktatens ikrafttræden udelukkes Danmark takket være vores retlige forbehold gradvist fra den grænseoverskridende kriminalitetsbekæmpelse i EU-regi. Gennem sin EU-politik understøtter og fremmer DF grænseoverskridende kriminalitet såsom narkohandel, kvindehandel, økonomisk kriminalitet, bandeuvæsen og terrorisme.

Igen forsøger modstanderne af euroen at bilde folk forskellige følger ved at indføre euroen ind. Blandt andet at Kongehuset bliver nedlagt og Danmark dermed ophører med at eksistere. Dette er bevidst vildledende. I Holland og Frankrig, der afviste lignende euro-afstemninger, er disse påståede følger ikke blevet til noget. For første gang siden nej’et i 2000 har vi fået følgerne at mærke under finanskrisen. Derimod slap landene i eurozonen billigt ud af krisen. Kronen er døende. Endnu en næse til modstanderen.

Først ville Socialdemokraterne have det store ”big bang”, Radikale ville fjerne alle tre, og SF ville vente – men nu er modellen, at vi tager to undtagelser ad gangen. Føler du dig svimmel? Det gør jeg. Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen. En EU-folkeafstemning drejer sig desværre aldrig om de EU-spørgsmål, der reelt er til afstemning. Men bliver derimod gang på gang brugt som et indenrigspolitisk våben. Det er også det vi ser med oppositionens kovending. Men hvis kravet er en folkeafstemning, så lad os tage den afstemning, når vores Statsminister mener, tiden er moden. Og så bør vi være så modige at opridse konsekvenserne af et nej, og gøre tydeligt for de danske vælgere, at et nej, betyder et nej til vores EU medlemskab. Problemerne med folkeafstemninger har hidtil været, at det ikke har haft konsekvenser at sige nej. Det har været ansvarsfrit. Og det har givet let spil for nej-partier og bevægelser.

Det klinger hult, når SF kræver, at VK-regeringen straks sætter EU-forbeholdene til folkeafstemning. SF har nemlig endnu ikke gjort op med sig selv, hvad partiet mener om euroen, der er det væsentligste af Danmarks EU-forbehold. I forsøget på at gøre SF mere regeringsdueligt har Villy Søvndal trukket partiet i en mere EU-venlig retning. Indtil videre er det mest spil for galleriet. Når alt kommer til alt, så står SF stadig med et ben i hver lejr i EU-spørgsmålet. En god start på at få euro-forbeholdet afskaffet er, at SF melder klart ud. Det er uholdbart, at en af Folketingets store partier ikke er i stand til at fortælle vælgerne om de er i skeptikere eller tilhængere af det europæiske samarbejde. Euro-forbeholdet skal afskaffes. Det skader den danske økonomi og mindsker vores indflydelse i EU. Men forbeholdet bliver først sat til afstemning, når vi ved hvilke partier, der er parate til at afskaffe det.

Meningsmålingerne taler deres tydelige sprog: De danske EU-forbehold hører hjemme i skraldespanden sammen med skræmmekampagnerne. Den nyeste måling fra analysebureauet Wilke viser, at over halvdelen af danskerne ønsker samtlige fire forbehold afskaffet. Og ser man på EU’s udvikling de sidste 16 år, er det med god grund, at danskerne vil have fjernet forbeholdene. Unionsborgerskabet har i dag ingen betydning. Forsvarsforbeholdet forhindrer dansk medlemskab af Det Europæiske Forsvarsagentur og deltagelse i EU-militærmissioner. Ganske vist må vi vinke farvel til kronen som møntfod, hvis vi accepterer euroen – til gengæld får vi en plads i Styrelsesrådet for Den Europæiske Centralbank. Det er her euro¬renten bliver fastsat, i øvrigt en rente som kronen allerede er bundet til på grund af vores fastkurspolitik. Og retsforbeholdet forhindrer dansk medbestemmelse i det europæiske politisamarbejde, Europol. Så lyt ikke til Pia Kjærsgaard og skræmmekampagnerne, Lars Løkke. Danskerne kan skam godt se logikken i at få stemt forbeholdene væk!

Danmark kan ikke være med, når EU tager på piratjagt i Det Indiske Ocean. Det er endnu et uheldigt eksempel på, at Danmark bliver lukket ude i kulden på grund af vores forbehold på det forsvarspolitiske område. EU og øgruppen Seychellerne, der ligger i Det Indiske Ocean, har underskrevet en aftale om, at EU placerer styrker på Seychellerne. Danmark skal have EU-forbeholdene til afstemning hurtigst muligt. På den måde kan vi være med i kampen mod de pirater, der lige nu holder mere end 200 søfolk fanget. Vi har tidligere set, at Danmark kan yde en fremragende indsats mod pirater. Dette er bare det seneste eksempel på, at de danske forbehold skader mere, end de gavner.

Inden for politisamarbejdet i EU er etableringen af Europol et af de vigtige initiativer, der er etableret, og denne europæiske politi – enhed, der ligger i Haag, beskæftiger sig med og bekæmper den grænseoverskridende kriminalitet.

Bekæmpelsen af den grove internationale kriminalitet, der berører medlemsstaterne i EU, omfatter mange aspekter som, forebyggelse og bekæmpelse af terrorisme og narkotikahandel, menneskehandel, organiseret illegal indvandring, menneskesmugling, ulovlig handel med radioaktive og nukleare stoffer, handel med stjålne køretøjer, bekæmpelse af møntfalskneri og forfalskning af betalingsmidler og hvidvaskning af penge mv., en grænseoverskridende kriminalitet et enkelt land ikke magter alene.

I dag er Europol et knudepunkt for kriminalitetsbekæmpelse i Europa, hvilket der blev fastslået i foråret 2008, da konventionen om Europol blev erstattet med en rådsbeslutning, der omdannede Europol til et EU – agentur gældende fra den 1. januar 2010.

Det nye retsgrundlag udvider enhedens mandat til også at omfatte grovere ikke organiseret kriminalitet på tværs af grænserne, det kan f.eks. være mord eller voldtægt og endelig giver retsgrundlaget ligeledes mulighed for at fortage efterforskningsopgaver sammen med medlemslandenes politienheder.

For at gøre Europol mere handlekraftig bliver politi og det strafferetslige samarbejde med Lissabon traktaten overstatslig, hvilket indebærer, at Danmark ikke kan deltage i samarbejdet på grund af undtagelsen om de indre og retlige anliggender. Derfor skal der lyde en opfordring til statsministeren om at få en folkeafstemning i første halvdel af 2010 om afskaffelsen af undtagelsen om de retlige og indre anliggender.

Skyderier i gaderne, kamp om det lukrative narkomarked og kvinder, der handles som sexslaver af skruppelløse bagmænd, er uhyggeligt nok blevet hverdagskost i Danmark. Vi har brug for at styrke politiets indsats både lokalt og fælles i Europa. Bagmændene er internationale gangstere, som skal bekæmpes i en fælles indsats mellem landenes politi og efterretningstjenester. Det samme gælder evt. planer om terror. Her får Danmark bare det problem, at med vedtagelsen af Lissabon-traktaten står vi til at ryge ud af politisamarbejdet på grund af vores retsforbehold. Regeringen har gang på gang ført sig frem som garanten for et trygt retssamfund, men nu, hvor Danmarks deltagelse i det fælles politisamarbejde er i fare, lusker statsministeren uden om problemerne med en undskyldning om, at tiden ikke er moden til en afstemning. Vi kan ikke tillade, at vores lokale betjente må opgive sager og afbryde efterforskningen, fordi de ikke kan indhente informationer og trække på erfaringer fra deres europæiske kollegaer. Det er decideret uansvarligt at tie debatten om de danske forbehold ihjel , når det berører noget så centralt som danskernes tryghed.

Danmark har som bekendt fire undtagelser i EU samarbejdet, de fire undtagelser vedrører forsvarspolitikken, den økonomiske og monetære union, et unionsborgerskab, » der i dag er uden betydning « og undtagelsen om de retlige og indre anliggender. På det overordnede plan har de områder, der er omfattet af de danske undtagelser , over de seneste år ændret sig på en måde, som ingen kunne forudse, da undtagelserne blev indført og med Lissabon traktatens ikrafttræden » formentligt til nytår « , vil undtagelserne blive yderlig udvidet og få store problemer for Danmarks fulde deltagelse i samarbejdet i EU .
Danmark er det eneste land i EU , der har en undtagelse for forsvarssamarbejdet, og en central del af baggrunden for undtagelsen har været frygten for, at EU ’s forsvarssamarbejde skal føre til en fælles E U hær og gradvis undergrave Nato.
Med Lissabon traktaten vil Danmark i stigende grad skulle gøre brug af undtagelsen i takt med, at aktiviteterne på forsvarsområdet vil stige, og jo flere aktiviteter der henhøre under Den Europæiske Sikkerheds og Forsvarspolitik, des større behov bliver der for, at Danmark snarest sender forsvarsundtagelsen til folkeafstemning, for at afskaffe denne uheldige undtagelse. Den anden undtagelse der skal til folkeafstemning, er undtagelse angående samarbejdet om retlige og indre anliggender, der også har en helt anden og mere konkret og praktisk betydning, end da undtagelsen blev formuleret.
I dag deltager Danmark fuldt ud i samarbejdet om politi og strafferet på det mellemstatslige niveau, men ikke i vedtagelsen af de beslutninger der handler om grænsekontrol, indvandring, asyl og civilret, der falder ind under det overstatslige samarbejde. Det retlige og indre samarbejde får med Lissabon traktaten stor betydning for Danmarks undtagelse på det retlige område, idet alle dele af samarbejdet falder ind under det overstatslige samarbejde fremover også det politimæssige og strafferetlige. Derfor skal denne undtagelse ligeledes sendes til en folkeafstemning for at fjerne den fuldstændig, hvis Danmark skal undgå at blive kørt ud på sidelinjen i løbet af ganske kort tid efter, Lissabon traktaten er i kraft. Der skal lyde en kraftig opfordring til Statsministeren om, at Danmarks vælgerkorps bliver kaldt til stemmeboksene i første halvdel af 2010 for at afskaffe de to nævnte undtagelser , det vil gavne danske interesser i det europæiske samarbejde.

Inden for politisamarbejdet i EU er etableringen af Europol et af de vigtige initiativer, der er iværksat, Det er vigtigt at få en folkeafstemning i første halvdel af 2010 om afskaffelsen af undtagelsen om de retlige og indre anliggender.

Det har været beskæmmende at opleve, hvordan Danmarks mest proeuropæiske parti, Det Radikale Venstre, i sidste uge solgte ud af sin EU-politik og sluttede sig til den laveste fællesnævner og accepterede at sende et udvandet retsforbehold til isoleret folkeafstemning. Selvom det bliver et ja, vil Danmark derfor stadigvæk stå uden for EU’s fælles asyl-og udlændingepolitik. Konsekvensen af den nuværende førte politik med forbeholdende har ledt til gentagen og ærgerlig kritik af bl. a. asylsøgeres vilkår i Danmark af internationale menneskerettighedsorganisationer og FN. I forvejen lider den danske europapolitik under en voldsom skizofreni. Både V, K og S erklærer sig på den ene side som helhjertede EU-tilhængere, men tør på den anden side ikke stå ved de klare fordele, tættere europæisk samarbejde giver Danmark. Det blev helt tydeligt, da statsministeren i sin åbningstale brød regeringsgrundlaget og udskød en afstemning om euroen på ubestemt tid. Regeringens beslutning om at undtage udlændinge-og asylpolitikken fra en eventuel afstemning om retsforbeholdet vidner også om, at den sætter forholdet til Dansk Folkeparti over menneskerettighederne. Regeringens magtesløshed vises også ved ikke at kunne varetage væsentlige internationale interesser som illegale bådflygtninge, der hver dag prøver at nå Europa i synkefærdige både. Forbeholdene placerer Danmark i den europæiske periferi, underminerer Danmarks politiske indflydelse i EU og koster private og virksomheder mange penge. Danmark skal være helhjertet med i Europa. Derfor er der brug for et opgør med dem alle, ikke enkeltvis og med store mellemrum, men på en gang og snart -gerne i forbindelse med et kommende folketingsvalg. Når statsministeren d. 25. november mødes med de øvrige partier, bliver opfordringen forhåbentlig at sætte snævre indenrigspolitiske hensyn til side og lade Danmark træde helhjertet ind i det europæiske samarbejde. Ellers får DF liv til at svinge dirigentstokken over Danmarks EUpolitik. Forhåbentlig kan den trussel få de såkaldt EU-positive partier til at gøre op med den uambitiøse forbeholdspolitik, der føres lige nu.