Svaret af ekspert Sten Rynning d. 01-04-2008
Den danske regering mener ikke selv, at den har deltaget i angrebskrige. Jeg går næsten ud fra, at dit spørgsmål henviser til Irak-krigen. Den danske deltagelse begrundede regeringen i en længere række FN-resolutioner, som går helt tilbage til 1991-krigen og de krav, som freden stillede til Irak. Hvis du ønsker at gå længere ind i debatten om angrebskrig eller ej, så bør du starte her. Dit spørgsmål går vel ellers på EU og EU's evne til at bremse nationale forsvarsbeslutninger. Det er svært at forestille sig denne funktion. Rent formelt berører EU samarbejdet ikke - heller ikke i den måske kommende reformtraktat - forsvar. Det overlades til de enkelte stater og i øvrigt også med henvisning til NATO samarbejdet. I NATO er der som bekendt ingen begrænsninger på den nationale beslutningsproces. NATO's artikel 5, som siger, at et angreb på én skal betragtes som et angreb på alle, lader det konkrete nationale bidrag stå åbent. Der ligger en stærkere fælles forpligtelse i EU, men det gælder terrorangreb og svar herpå: her skal landene yde mest mulig bistand, hvis et EU land er under terrorangreb. Terror berører her den interne sikkerhed, mens NATO og forsvar typisk defineres som ydre sikkerhed. I dag er disse grænser flydende, for den indre sikkerhed kan let afhænge af ydre tilstande. Men hverken NATO eller EU har lagt op til, at så vigtige beslutninger som krigsdeltagelse på en eller anden vis skal begrænses af kollektivet. Man kan selvfølgelig sige, at der er en uformel sammenhæng: jo mere et land er afhængig af dets partnere hvad angår økonomi osv., jo mere vil dette land skulle tage hensyn til disse partneres holdninger. Men denne form for hensyn gælder alle lande, som har tæt kontakt til hinanden, uanset om de er med i EU eller ej. Frankrig skal for eksempel tage hensyn til både Tyskland (i EU) og USA (i NATO). Det er disse uformelle bånd, som kan virke som bremse, så på den måde giver dit spørgsmål mening.