Svaret af ekspert Sten Rynning d. 01-04-2008
Det er et stort spørgsmål, som er svært at svare på. Fordelen ved forbeholdet var i sin tid, at det var en politisk tilkendegivelse mod en mulig unionsdannelse, som gjorde det muligt for Danmark at tilslutte sig Maastricht-traktaten. Den tillod også EU at køre videre på basis af traktaten. Som du måske husker, var det ikke mindst SF's Holger K. Nielsen, som kunne sætte sine fingeraftryk på den danske politik, efter at de danske vælgere i første omgang havde afvist traktaten. Fordelen i dag har dybest set ikke ændret sig: det er stadig et politisk forbehold overfor et stærk politisk udvikling på EU niveau. Afhængig af ens politiske ståsted er dette en fordel. Man kunne måske også sige, at hvis man er stærk tilhænger af NATO og det atlantiske samarbejde, så kan forbeholdet virke som en bremse på EU, som virker til fordel for NATO. Sidstnævnte er dog tvivlsomt, ikke mindst fordi de fleste sikkerhedsopgaver i dag kræver et samarbejde mellem EU og NATO. NATO overdrager opgaver på Balkan til EU; NATO forsøger at inddrage EU i Afghanistan; og så videre. Et tæt samarbejde mellem disse to institutioner ligger i kortene, og du vil se dette tema blive understreget på NATO's topmøde i Bucharest. Her vil samarbejdet gå under overskriften "samtænkning" (på engelsk: comprehensive planning and action). Jo mere dette breder sig, jo større en ulempe vil forbeholdet være for Danmark, for forbeholdet er uomgængeligt og kan ikke fleksibelt tilpasses den enkelte operation, hvor NATO og EU i variende grad vil deles om opgaverne. Danmark må altid sige fra i den del, hvor EU fører an. I dag gælder dette f.eks. i Bosnien. Hvis man ikke har politiske forbehold over for EU, så er sagen klar: forbeholdet bør forsvinde. Hvis man har politiske forbehold, så burde man overveje, om ikke det ville stille Danmark bedre, at man ophævede forbeholdet (for at give Danmark fleksibilitet) og i stedet beroede sig på den nationale ret til at trække sig, hvis en fælles politik ser ud til at overskride de nationale "røde linjer" (denne ret indgår flere steder i traktaterne og benyttes i alle tilfælde i den realpolitiske forhandling forud for en operation).